Lundby er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
VORDINGBORG: Påvirket i stjålet bil
Onsdag klokken 1.20 standsede politiet en bil med to personer i på Sydmotorvejen ved Farøbroerne. Passageren var en 45-årig kvinde, der var eftersøgt til fogedretten, så hun blev anholdt på stedet og bliver kørt til retten onsdag morgen. Føreren af bilen var en 32-årig mand fra Nykøbing, og en alkometerest viste, at han havde en promille, der var lidt højere end tilladt, og han virkede påvirket af stoffer. Desuden var han frakendt kørekortet, og den bil, de kørte i, var stjålet mandag i Køge. Derfor blev den 32-årige anholdt og sigtet for tyveri af bilen, for spiritus- og narkokørsel og for kørsel i frakendelsestiden. Det overvejes i øjeblikket, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.
DIANALUND: Fandt hash
Politiet fik tirsdag klokken 12.40 en anmeldelse om, at der luskede nogle unge mænd omkring ved en ejendom på Seehusensvej i Dianalund, og at der måske foregik nogle mere lyssky handler. Et vidne havde fundet i alt 63 gram hash, der lå skjult på stedet, og en politipatrulje hentede det ulovlige stof, der vil blive destrueret som hittestof. Politiet hører naturligvis gerne fra borgere, der kender til hashen.
STUBBEKØBING: Fik beslaglagt bilen
En 20-årig mand fra Nykøbing blev tirsdag klokken 16.30 standset af politiet, da han kom kørende på Nykøbingvej ved Stubbekøbing. Imidlertid var den 20-årige frakendt kørekortet, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Da han flere gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet.
NAKSKOV: Anholdt efter trusler
Tirsdag eftermiddag ringede en 54-årig mand til sin tidligere kæreste og fortalte, at han havde lyst til at tæve hende og slå hende ihjel. Det var ikke første gang, han truede hende, og politiet rykkede ud til hans bopæl i Nakskov. Her blev den 54-årige anholdt klokken 18.04 og sigtet for trusler. Den 54-årige fremstilles formentlig i grundlovsforhør senere onsdag.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Korsør | Næstved Landevej | Hus | Tirsdag kl. 12 – 15.45 | iPad, kamera, jakke og et par knive |
Næstved | Ved Stadion | Hus | Søndag kl. 13 – tirsdag kl. 7.30 | Smykker |
Stubbekøbing | Tårup Skovvej | Landejendom | Tirsdag kl. 1.12 | Lamper og et fad |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Lundby | Ringvej | Kl. 17.57 – 18.42 | ATK – bestilt færdselskontrol | 4 | - | 80 km/t | 65 km/t | - |
Lundby | Næstvedvej | Kl. 19.26 – 20.16 | ATK – bestilt færdselskontrol | 56 | 4 | 80 km/t | 102 km/t | - |
Næstved | Søndergade | Kl. 15.05 – 17.05 | ATK – bestilt færdselskontrol | 83 | 7 | 40 km/t | 54 km/t | - |
Slagelse | Skælskørvej | Kl. 13.05 | ATK – bestilt færdselskontrol | 702 | 35 | 50 km/t | 76 km/t | 6 klip |
Slagelse | Sdr. Ringgade | Kl. 10 – 12.45 | ATK | 872 | 4 | 60 km/t | 81 km/t | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Nykøbing F. | Nykøbing F. omfartsvej | Kl. 8.30 – 12.30 | Ni trafikanter blev målt til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet, og en står til en betinget frakendelse. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Holme-Olstrup | Landevejen | Kl. 1.20 | 22-årig mand fra Næstved | Kørsel i påvirket tilstand |
Næstved | Kanalvej | Kl. 0.44 | 24-årig mand med ukendt adresse | Spirituskørsel |
Sorø | Nordmarksvej | Kl. 21.15 | 42-årig mand fra Slagelse | Kørsel i påvirket tilstand |
Vordingborg | Sydmotorvejen | Kl. 1.20 | 32-årig mand fra Nykøbing F. | Kørsel i påvirket tilstand |