Onsdag klokken 13.31 observerede færdselspolitiet en varebil køre over for rødt i krydset ved Chr. Richardtsvej og Københavnsvej i Vordingborg. Føreren, en 20-årig mand fra Lundby, blev hurtigt standset og anholdt klokken 13.40.
Den unge mand virkede påvirket af stoffer, og han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand samt for at køre over for rødt. Yderligere undersøgelser afslørede, at han ikke havde noget kørekort, hvilket resulterede i en sigtelse for kørsel uden førerret. Det viste sig også, at han var eftersøgt til fogedretten.
Efter at have afgivet en blodprøve blev den 20-årige kørt direkte til retten. Ejeren af bilen blev også sigtet for at have overladt køretøjet til en person uden kørekort.